Her rører du ved Pyrenæerne
Vandrerejse for mennesker med sans for forkælelse
Det centrale i rejsen er ikke blot at rejse. Vi stræber efter at være sammen om de gode ting, få store oplevelser og knytte stærke bånd.
Vi skal mærke og udfordre os selv i fællesskab med andre fra vores lokalområde. Nærvær, nu’et og forkælelse er i centrum.
Vi bor i en lille og overskuelig fransk landsby
Her møder du det autentiske sydfranske. Languedoc er en perlerække af spektakulære udsigter, smukke borge, vinmarker, markeder og ikke mindst de lange lune sommeraftener, fyldt af duften fra de mange vilde blomster og krydderurter, og lyden af skovene og floden der bruser gennem byen. Blandet med et væld af fuglestemmer og cikadesang. Du kan se ørnene hænge oppe over borgenes forrevne tinder, og drømme dig tilbage til en anden tid, mens du sidder på en hyggelig cafe, med en god kold øl, et glas perlende vin, eller en kop god espresso.
Men du får også mulighed for at opleve den magiske kombination af at være i Frankrig, når du er uden for hotellet, mens du i næste øjeblik inde på hotellet, er der, hvor vi taler dansk, og kan vejlede og hjælpe dig på dit eget sprog. Vores danske værter har i over 15 år boet i Sydfrankrig det meste af året, og de kender hele området rigtig godt.
Vi befinder os i en tidslomme, hvor du har retten til langsommelighed
Hver dag byder på nye fælles oplevelser. Har man lyst til en “afslapningsdag” i Axat — i stedet for at tage på udflugt – er det selvfølgelig også muligt.
Det er dig der er i fokus! Vi er en lille gruppe og derfor kan vi være fleksible – det betyder fx, at kan du kun gå halvdelen af en planlagt tur, så bliver du hentet undervejs. Har du lyst til en lur, har vi tæpper med i bussen og vi finder et dejligt sted, hvor du kan ligge i skyggen. Har du og din kære lyst til bare at holde i hånd og gå alene i den lille by, så er det det I gør.
Her smager du på Pyrenæerne!
Køkkenchefen Gert’s mad er et kapitel for sig selv. Han nyder at finde gode lokale råvarer, inspireret af sæsonen. Al maden er fransk, og du vil komme til at spise god, veltillavet mad.
Hver dag hentes nye varer, for i Sydfrankrig nøjes man ikke med det næstbedste, tomaterne og salaten smager bare bedre, når de er friskplukkede.
Vinen er et kapitel for sig selv, både Gert og Cheri interesserer sig for gode vine, og har godt kendskab til egnens gode vinbønder. Du vil også komme ud og se, hvor den vin du har drukket har groet. En helt særlig oplevelse.