Sydfranske Oplevelser –
’Pour les dames uniquement’
– Eventyrrejse for dig, som har sans for forkælelse
Rejseperiode:
10.06.2022 – 17.06.2022
Pris pr. person kr.: 11.500,-
Stort set med alt inklusiv, fra transport over udflugter til hjemmelavet mad og god vin.
*Prisen er baseret på én person i delt dobbelt værelse. Ønsker du enkeltværelse kan dette tilkøbes
for kr. 1.500,-. (begrænset antal). Reservation: Først til mølle. Max 20 deltagere
Findes det…..findes det her!
Området mellem Montagne Noir og Pyrenæerne i det sydlige Frankrig er ofte blevet kaldt ’Petite-France’ fordi det er karakteriseret ved store variationer på et relativt lille område. Hvert aspekt af Frankrigs kultur finder du her. Langs kysten er der brede endeløse strande. I syd er der store dramatiske klipper. Bag kysten findes et stort bakket område dækket af vinmarker, landbrug, skov og små landsbyer med typisk fredelig atmosfære.
Herunder finder du et detaljeret program med gode oplevelser.
DAG 1 – DIREKTE FLYVNING* FRA KØBENHAVN TIL SYDFRANKRIG
I flyver fra København til Montpellier i Sydfrankrig (*Grundet Corona, afhænger dette af om der er direkte flyvninger), hvor Chéri, den ene part af jeres danske værter, står og venter på at I ankommer.
På turen til Axat får I rig lejlighed til at se Sydfrankrig åbne sig med cypresser, platanalleer, og små hyggelige landsbyer.
Vi kører i vores egen bus, og på vejen til Axat stopper vi ved den gamle historiske middelalderby Beziér. Her holder vi en lille pause for at strække benene og nyder den lille sandwich Gert har lavet til os, inden vi besøger den imponerende gamle sluse.
Canal du Midi er den ældst forarbejdede kanal i verden.
Det tog 12.000 mænd 14 år at grave kanalen som betyder at man kan sejle mellem Middelhavet og Atlanterhavet. Da de var færdige, havde de fjernet over 7 millioner kubikmeter jord.
Kanalen er et enestående ingeniørarbejde med over 320 sluser, opdæmninger og andre imponerende bygningsværker. Vi skal se verdens første trappesluse – ’Les 9 écluses de Fonseranes’: Slusen har ni slusekamre, som strækker sig over 300 m.
Når vi kommer frem til Hotel Axat, har fået bagagen op på værelserne og sundet os lidt, mødes vi til en kort introduktion af ugen der kommer, og området omkring os.
Chefkokken byder på en tiltrængt middag med udsøgt vin. I stuen serveres kaffe inden vi går til ro.
DAG 2 – BYEN AXAT OG OMRÅDET OMKRING OS
Vi starter dagen med en lille langsom slentretur rundt i Axat. Vi går i de smalle gader, og oplever sjælen af den hyggelige lille by Axat. Vi hører lidt om byens historie, ser hvor butikkerne er m.v.
Turen går videre ud i de smukke og prægtige Pyrenæer, hvor vi indsnuser den rene bjergluft. Måske er vi så heldige at et vildsvin krydser vores vej – eller at en kongeørn flyver hen over os.
Vi går med smukke udsigter i roligt tempo. Vi spiser frokost i bjergene og kigger på den lille by inden vi atter sætter næsen mod Axat. Turen er på ca. 2,5 km. hver vej. Mulighed for kørsel noget eller hele vejen.
Den rolige eftermiddag bruger vi til at udforske byen på egen hånd, måske har du lyst til at sidde på den lille café med et koldt glas rosé?
DAG 3 – OPLEV DET ÆGTE FRANKRIG
Det kulørte og velduftende marked er ikke blot stedet, hvor du kan købe friske grøntsager, frugt, fisk, brød, ost og en lang række andre lækkerier. For de lokale har turen til markedet nærmest karakter af et ritual, som er en fast del af livsstilen i Sydfrankrig.
Her er man ikke bange for at bruge lidt ekstra tid på at høre om familien, og man tager sig også gerne tid til at vende verdenssituationen over en kop kaffe eller en tidlig Pastis på den nærliggende café.
I weekenden er hele familien med. Det er her, de mødes, socialiserer, går tur og oser. For den besøgende er der ikke nogen bedre måde at friske sit fransk op på. Det er en oplagt mulighed for at møde lokalbefolkningen, præcis som de er.
Og hvem kan modstå glæden ved at købe friske oliven, store saftige svesker, hjemmelavet ost, fransk nougat og stor saftige frugter eller økologiske grøntsager, der dyrkes inden for 30 km’s afstand?
RENNES LE CHÂTEAU
Allerede på køreturen op til byen er der små, men tydelige tegn på, at den lille by skiller sig ud fra andre småbyer i området.
Den smukke maleriske landsby er blevet kendt langt ud over Frankrigs grænser. Det skyldes bl.a. Dan Brown’s “Da Vinci mysteriet”.
På trods af at den lille by har blot 71 indbyggere – de færreste bosiddende i selve byen – så besøges den af tusindvis af nysgerrige.
Der er noget mystisk og uforklarligt over kirken og den lille landsby. Er det her tempelherrernes skjulte deres rigdomme? Er det her den sande historie om Marie Magdalene og Jesus skal findes?
Vi besøger den gamle kirke og hører om præstens hemmeligheder. Vi besøger hans fantastiske bibliotekstårn og det smukke orangeri, hvorfra der er en storslået udsigt over dalen. Og vi spiser vores medbragte sandwich på vejen.
DAG 4 -BETAGENDE GORGE DE GALAMUS
Et besøg i ”Gorge de Galamus” giver dig en gåsehudsfremkaldende oplevelse.
Gorge betyder kløft, og denne kløft er 400m dyb og over 2,5 km lang. Selve kløften er skabet af floden Agly, der gennem millioner af år langsomt har skåret sig vej ned gennem de smukke kalksten.
Højt oppe på kløftens væg går den gamle vej fra 1894. Vejen blev hugget ind i den lodrette klippe og er fortsat den eneste vej som forbinder baglandet i Corbiere med hovedvejen i St. Paul.
I den sydlige ende af kløften ligger det lille pilgrimkloster St.Antoine-De-Galamus, som klamrer sig til klippeafsatsen.
Klostret besøges via en smuk, lille smal og naturlig sti. Det er også muligt at gå et stykke ud i kløften for at betragte dette fantastiske sted med al sin skønhed.
LANGUEDOC-VINENE
Du bevæger dig rundt i vinområdet Languedoc-Roussillon. Landskabet er smukt og dramatisk med stejle klipper, her dyrkes hovedsagelig vin og oliven.
Områdets vinhistorie går helt tilbage til 700-tallet. Det har været en dramatisk historie med rigdom og høj kvalitet, indtil vinlusen satte en stopper for det. Så sent som omkring 1980 var kvaliteten af vinene i bedste fald kun på det jævne, men seriøse dyrkere, som satsede på kvalitet frem for kvantitet, har siden vist vejen.
I dag er Languedoc-Roussillon leverandør af en lang række fremragende vine. Vi vil stifte bekendtskab med et bredt udvalg af herlige vine både hjemme i restauranten hos Gert, men også når vi er på eventyr. Bl.a. skal vi smage vin fra det lille vineri Château Trillol, hvor de laver herlig Corbiere-vin, som vi nyder til vores medbraget frokost.
CHATEAU QUERIBUS
Vi besøger den smukke katharborg Chateau Queribus
Borgen har skiftevis været på franske og spanske hænder. I 1162 overgik borgen til Kongen af Aragon.
Som aragonisk ejendom lå det uden for det område, som kongens korsfarerne dominerede under Kathar-krigen, og den var tilflugtssted for dem, der flygtede fra kongens styrker.
De, der søgte tilflugt på borgen, var både katharer og herremænd, som havde tabt deres ejendom som følge af deres modstand mod korsfarerne.
Udsigten er betagende. Vi har kig til både Andorra, Middelhavet og det højeste bjerg i den østlige del af Pyrenæerne.
Dag 5 – LIMOUX, BOBLER OG ANDRE LÆKKERIER
Vi kører til den lille by Limoux, som ligger cirka 35 km kørsel fra Axat. Vi nyder en kop kaffe på det gamle torv og indsnuser atmosfæren i byens gader.
Vi fortsætter til vinhuset Maison Guinot, som stammer fra 1875. Her værner man stolt om vintraditionerne. Selvom den moderne teknologi for længst har udviklet teknikker, der automatisk vender vinflaskerne, gør man hos Maison Guinot en dyd ud af stadig at vende de mousserende vine i hånden med den traditionelle metode.
Vi skal smage den vidunderlige mousserende Blanquette de Limoux.
Husets vinkælder, som rummer 2500 m2, indeholder 30.000 flasker, og i løbet af 30 dage vendes flaskerne 1/4 omgang hver eneste dag. Blanquette de Limoux menes at være Frankrigs første mousserende vin. Tæt på Limoux ligger det gamle munkekloster Saint-Hilaire, hvor man mener, benediktinerne var de første, der opfandt den boblende vin.
Bag klosterets smukke søjlegange og tykke mure har man fundet munkenes skrifter, som helt tilbage i 1531 berettede om den traditionelle vinmetode. I dag er Saint-Hilaire et fredfyldt sted, hvor folk kommer for at læse, studere og skrive. Med os har vi Gerts dejlige frokost.
LOKALE DELIKATESSER HOS MAISON J. AYMERIC
Godt mætte af både historie, frokost og herlige bobler vender vi næsen hjemad, men inden lægger vi lige vejen omkring endnu et lille hyggeligt sted.
Vi besøger ’Maison J. Aymeric’. Maison J. Aymeric er en lille familievirksomhed, som begyndte i byen Limoux.
Grundlæggeren Joseph Americ, som var uddannet slagter, begyndte at henkoge sin hjemmelavede og populære Fricassée, så den kunne holde sig længere. Ofte kom kunderne nemlig langvejs fra, og på denne måde skulle de ikke tage rejsen så ofte. Hurtigt fik andre hjemmelavede specialiteter samme behandling.
Idag har de et stort udvalg af håndværksskabte delikatesseprodukter. Du kan finder alt lige fra ‘Terrine de sanglier au Maury’ – som er en hjemmelavet pâte med den lokale søde Maury vin – til ‘Cassoulet au confit de canard’. Det sidste er den lokale ret, som bondekonerne i Castelnaudary lavede til soldaterne under englændernes belejring af byen under hundredesårs krigen. Retten tilberedes af syltet and, Toulouse pølse og store hvide bønner.
Du kan selvfølgelig også finde ‘Limonade artisanale cerise griotte’ – den friske håndlavede syrlige kirsebærsaft samt fransk nougat.
Under besøget her kan vi drikke kaffe og købe lokale lækkerier.
DAG 6 – MIDDELHAVET OG COLLIOURE
Lad dig forføre af den maleriske by, Collioure. Byen, som har patina, palmer og Sydfranske dufte, dumper lige ud i Middelhavet.
Collioure er karakteristisk med sine strålende farver, maleriske strandpromenade, snirklede gader og trange gyder med gode spisesteder.
På toppen ligger den gammel fæstningsborg med den skønneste udsigt til havet og de skønne strande.
Vi spiser frokost på strandboulevarden.
Inden vi sætter næsen hjem, er det muligt at dyppe tæerne i Middelhavet, har du mod på det kan du selvfølgelig også vælge at kaste dig ud i bølgen blå. Der er også tid til at gå på opdagelse i de små spændende butikker og den smukke kirke. Nyd den lange strandpromenade og forstå, hvorfor byen tiltrak berømte kunstmalere som Picasso, Dali og Matisse.
DAG 7 – NÅR DE LOKALE BYDER PÅ SMÅ LÆKKERIER
Efter den lange dag i går, har vi brug for at sove længe! Efter morgenmaden besøger vi byens lille honningværksted, hvor der er mulighed for at smage honning fra blomster, vi ikke kender i Danmark.
Honning er en koncentreret vandig opløsning af druesukker (glukose) og frugtsukker (fruktose) i stort set lige mængde, som er dannet af biens enzymer ud fra blomsternektarens sukker. Viste du, at Akacie indeholder mere frugtsukker end de fleste andre planter? Det er det høje indhold, som gør akaciehonning flydende – det gælder også for vores bjergakaciehonning.
I honningværkstedet kan vi dufte til de underskønne, forskelligartede og håndlavede håndsæber og opdage de indbydende honningkager med alskens lækkerier lige fra ingefær til figner. Det er honningkrydderkage, som de kun kan fremstilles i ‘Europas Honningkrukke’!
Der er selvfølgelig mulighed for at købe lidt af lækkerierne med hjem – enten til dig selv eller en du har kær.
Når maverne knurrer, spiser vi picnic i Slotshaven, hvor Gert disker op med lækkerier
Småkager og dens historie
Vi smutter forbi Angelinas lille småkagebageri. Angelinas eventyr startede ved køkkenbordet og har i dag bredt sig til store dele af området. Her hyldes den gode smag, det stolte håndværk og øjeblikket med sanseligt nærvær. Det lille bageri med eksklusive småkager bager efter opskrifter som er gået i arv gennem generationer. Angelina eksperimenterer også med nye smagssammensætninger, hvor forførende krydderier og frugter udgøres af lokale ingredienser. Hun leger og lader sig inspirere, så en lille småkage bliver en stor smagsoplevelse.
Vi smager selvfølgelig på sagerne, ligesom det vil være muligt at købe kager enten til selvforkælelse eller som en lille gave, hvor den hemmelige ingrediens – tid – udgør kvaliteten. Der er også tid på egen hånd. Her kan du spille petanque, nyde et glas rosé på baren, gå en tur, læse en bog eller blot lade solen varme dine kinder mens du nyder stilheden i hotellets lille gårdhave.
DAG 8 – UDE GODT MEN HJEMME BEDST…
Selv om det vil være vemodigt, er det tid til at tage afsked for denne gang.
I bliver hentet ved hotellet af bussen, og kørt til lufthavnen. Og nu sættes næsen mod Danmark med kufferten fuld af gode oplevelser, herlige minder og livsglæde – nok til at holde næsen oven vande til næste eventyr…
Tak for denne gang og på gensyn!
*TourCathare er en del af CareInMind