Canyoning – eller flodvandring – er en storslået oplevelse, hvor du går, løber, springer, rutscher, svømmer, rapeller eller klatrer gennem slugter, pools, klipper og vandfald. I er fuldt udstyret med hjelm, våddragt og sele, så I er godt beskyttet.
Kano – Her styrer du med hofterne og kanoens pagaj og håber på det bedste! I susende fart går det ned ad floden – et forkert hip med hoften og du er ude at svømme! Men sjovt er det, når man kæmper om at komme først!
Rafting er en aktivitet, hvor deltagerne sammen skal manøvrere en gummibåd ned ad floden. Det er normalt i en gruppe på 6 – 8 personer. Virkeligheden er, at I nogen gange får gummibåden derhen hvor I vil og nogle gange ikke!! Det er ikke usædvanligt at få sig en lille svømmetur ved siden af gummibåden – men det er faktisk meget behageligt på en varm dag!
Hydrospeed – Dette kan vel nærmest kaldes ’flod-surf’! Udstyret med hjelm, våddragt, redningsvest og svømmefødder ligger du på en ’flyder’ (et board bestående af sammenpresset materiale der kan flyde) og surfer ned ad den vilde flod, mens du leger med bølgerne og strømmen. I fuld fart går det ned af floden, vand sluges, eskimovendinger bliver udført i voldsom fart og knæene bliver stødt, men sjovt er det! Ønsker du at komme tæt på vandet – tja så er det her måden!
Via Ferrata blev opfundet af Italienerne under 1. Verdenskrig for at støtte og lette soldaternes bevægelighed i bjergene – ’Via’ betyder ’vej’ og ’Ferrata’ betyder ’jern’. ’Jern-vej’ er præcis, hvad der er tale om….man bevæger sig op/ned af et bjerg. Ruten er udstyret med faste stålwirer og stigetrin mv. så man ved hjælp af en sele og karabinhager, kan klikke sig fast og dermed klatrer op gennem områder, der normalt kræver langt mere teknisk indsigt.
Escalade/Climbing foregår på klipper, hvor der i forvejen er placeret faste sikringspunkter i klippen. Disse faste sikringspunkter kan være af forskellig karaktér, men er oftest “metaløjer”, som man kan klikke sin karabin ind i. Hvor der ved Via Ferrata allerede er forberedt en rute (stålwire, trin mv.) er der ved Escalade ingen rute, men derimod blot en bjergside der skal bestiges!
Alle instruktører på vores aktiviteter er højt kvalificeret i henhold til Franske og Europæiske standarder. Vores instruktører er meget erfarne og kvalificerede bjergførere, der kender dalene i området særdeles godt. De er uddannet og akkrediteret (BEES, BAPAAT) og underviser bl.a. politi og redningskorps i redningsaktioner på floder, i kløfter, bjerge mv. De vil selvfølgelig tage hånd om jer og jeres sikkerhed samtidig med at I har masser af sjov.