
Sydfranske oplevelser med et touch af bridge
29. maj – 5. juni 2025 | Axat & Occitanien
Drøm dig til Sydfrankrigs solrige landskaber med charmerende landsbyer, middelalderbyer og livlige markeder, hvor duftene af lokale delikatesser fylder luften. Oplev storslåede Pyrenæer, autentiske bjergbyer og vinmarker og nyd hjemmelavede lækkerier og vin fra områdets passionerede vinbønder.
Et af højdepunkterne er besøget i La Cité de Carcassonne, den ikoniske middelalderby med brostensbelagte gader, imponerende tårne og historier, der bringer fortiden til live. Her kan du mærke historiens vingesus og lade dig forføre af stedets magi.
Dagenes oplevelser krydres med hyggelige stunder ved bridgebordet, hvor latter, samvær og hygge skaber den perfekte balance mellem aktivitet og afslapning. Hver dag byder på små overraskelser for sanserne – blomstrende haver, friskbagt brød, markedsliv og lokale seværdigheder – alt sammen i Sydfrankrigs varme og charme.
Denne rejse er ikke bare en ferie. Det er en uge fyldt med oplevelser, smagsindtryk, glæde og bridge – en uforglemmelig oplevelse, du vil tage med dig hjem.
Program for ugen
Fredag 29. maj – Afrejse og ankomst til Hotel Axat
Vi starter rejsen med direkte fly fra København til Montpellier og på turen til Axat folder Sydfrankrig sig ud foran os: lange rækker af cypresser, solskinnende platanalleer og små, maleriske landsbyer, der lokker til et stop med kameraet klar. Undervejs gør vi et stop ved den historiske middelalderby Béziers, hvor vi strækker benene og nyder en lille sandwich, som Gert har forberedt, inden vi ser den imponerende gamle sluse med hele 9 slusekamre.
Ved ankomst til Hotel Axat bliver vi mødt af varme smil og en atmosfære af afslapning. Chefkokken byder på en dejlig middag med udsøgt vin og aftenen afrundes med kaffe i stuen, hvor vi samles til en kort introduktion af den spændende uge, der venter. Her kan du mærke forventningen stige, mens du lader dig synke ned i Sydfrankrigs varme, solrige stemning – en perfekt start på en uforglemmelig rejse.
Lørdag 30. maj – Byen Axat og dens historie
Vi starter dagen med en rolig slentretur gennem Axats smalle, charmerende gader, hvor solen leger på de gamle facader og små detaljer afslører byens sjæl. Vi hører historier om dens fortid, får øje på butikker og lokale perler og kan tage det i vores eget tempo – turen er ca. 3 km, men kan nemt tilpasses, hvis du vil stoppe og nyde øjeblikket.
Når appetitten melder sig, tænder Gert op i den store grill i den gamle Slotshave. Vi sidder under store figen- og valnøddetræer, omgivet af duften af krydderurter og blomster, mens den brusende flod danner en naturlig, beroligende baggrundsmusik. Her kan man virkelig føle Sydfrankrigs varme og ro fylde sanserne.
Efter frokosten samles vi til hyggelig bridge, hvor hygge, små samtaler og gode kortstik fylder luften. Senere byder Gert på pølse og ost og dagen afsluttes i en stemning af smag, samvær og sydfransk hygge, som bliver til et minde, man tager med hjem.
Søndag 31. maj – Marked, museer og bridge
På markedet i Sydfrankrig dufter og summer det af liv. Her handler det ikke kun om friske grøntsager, saftige frugter, hjemmelavet ost, lækre pølser og store oliven – det handler om at nyde øjeblikket. De lokale tager sig tid til at udveksle små historier, grine med naboerne og dele dagens nyheder over en kop varm kaffe eller en tidlig Pastis på caféen.
Stemningen er varm, afslappet og fyldt med glæde. Her kan du gå på opdagelse, smage på de mange lækkerier og lade dig friste af nougat, saftige svesker og andre delikatesser, mens du mærker det autentiske sydfranske liv på egen krop. En tur på markedet er en oplevelse for alle sanser – du bliver suget ind i farver, dufte og smagsoplevelser, som gør det umuligt ikke at smile.
Vil du heller besøge det lille hattemuseum eller Dinosauremuseum kan du gøre det på egen hånd. Med friske oliven, saftige svesker, hjemmelavet ost og frugter i kurvene, drager vi videre til en idyllisk park for en lækker picnic, hvor det er muligt at slappe af under træernes skygge eller tage en forfriskende dukkert i badesøen, før vi vender tilbage til Axat.
Mandag 1. juni – Den lille bjergby på toppen af bakken
Vi begiver os ud i de storslåede Pyrenæer, hvor vi indsnuser den friske bjergluft og nyder udsigten over grønne dale og majestætiske bjerge. På turen besøger vi en autentisk lille bjergby, som ligger på toppen af bakken. Her findes ingen butikker – livet leves enkelt, og de lokale dyrker deres afgrøder med stolthed og omsorg.
Hvis Rose-mor er hjemme, får vi mulighed for en rundvisning i hendes smukke, blomstrende have – en oplevelse, der fylder sanserne med farver og dufte. Turen er ca. 3,5 km hver vej ad små stier med naturligt kuperet terræn, så vi går både op og ned, men der er mulighed for at blive kørt noget af vejen, hvis man ønsker det.
Tirsdag 2. juni– Cité de Carcassonne
I dag udforsker vi La Cité de Carcassonne, en middelalderby med charmerende brostensbelagte gader, farverige huse og imponerende tårne. Vi går gennem de hyggelige gader, mærker historiens vingesus og nyder udsigten over både fæstningsbyen og Aude-floden.
St. Nazarius-katedralen besøger vi sammen – her imponeres vi af de høje glasmalerier og den historiske stemning, mens man næsten kan høre fortidens fodtrin i kirkerummet. Har du lyst, kan du på egen hånd gå en tur i Château Comtal, som byder på smukke vægmalerier og fortællinger om byens gamle herskere.
Frokosten nydes i byen, hvor vi smager på lokale egnsretter og eftermiddagen kan bruges til at gå på opdagelse i de hyggelige gader, tage billeder og nyde atmosfæren, inden vi vender hjem.
Onsdag 3. juni – Betagende Gorge de Galamus, vingårdsbesøg og picnic
Vi besøger den imponerende Gorge de Galamus – en 400 meter dyb og over 2,5 km lang kløft med enestående natur. I kløftens sydlige ende ligger det lille pilgrimskloster St. Antoine-De-Galamus, som vi udforsker, inden vi går et stykke ud i kløften for at nyde udsigten.
Herefter møder vi Rafael, en passioneret vinavler, der arbejder bæredygtigt og økologisk. Vi lærer om hans enkle og autentiske tilgang til vinproduktion og smager på hans skønne vine. Nogle af vinene tager vi med til picnic, hvor vi nyder Gerts lækkerier og en hyggelig eftermiddag sammen.
Torsdag 4. juni – Bridge og hygge
Dagen står på en spændende Bridgeturnering. Når sulten melder sig er der lækkerier i Slotshaven. Om eftermiddagen er der tid til at pakke, tage en sidste forfriskende gåtur eller nyde et glas rosé på caféen. ‘Le Chef’ præsenterer rejsens sidste, udsøgte aftensmåltid – en perfekt afslutning på en uforglemmelig uge i Sydfrankrig.
Fredag 5. juni – Tak for denne gang
Ude er godt, men hjemme bedst. Selv om det vil være vemodigt, er det tid til at tage afsked for denne gang. I bliver hentet ved hotellet af en bus og kørt til lufthavnen. Og nu sættes næsen mod Danmark med kufferten fuld af gode oplevelser, herlige minder og livsglæde – nok til at holde næsen oven vande til næste rejse…
Praktiske oplysninger & pris
Fysiske krav: Programmet indeholder udflugter i kuperet terræn. Hotellet har ingen elevator. Alle værelser tilgås via trapper. Man skal være helt selvhjulpen.
Rejseguide: Chéri Rasmusson har boet og opholdt sig i Frankrig siden 2002. Hun taler dansk, fransk og engelsk.
Pris: Normalpris kr. 14.800,- | Særpris for Bridge Søllerød: 14.200,-
Prisen omfatter:
- Flyrejse t/r København – Montpellier, Frankrig. Direkte med Norwegian
- Alle flyskatter og afgifter
- 20 kg. indchecket bagage samt 10 kg. håndbagage
- Administrationsgebyr
- Transfer Lufthavn – Axat t/r
- Al transport i forbindelse med udflugter i fransk bus
- Vejskatter og P-afgifter for bussen
- Alle overnatninger på Hotel Axat fordelt som beskrevet under punktet ’øvrigt’.
- Alle måltider er inkluderet og starter med aftensmad på ankomstdagen og slutter med morgenmad på afrejse dagen, bestående af:
- 7 x Morgenbuffet
- 7 x Frokost som beskrevet i programmet.
- 7 x Aftensmåltider
- 7 x Aftenkaffe / te med sødt
- Udvalgte lokale vine og koldt kildevand fra byens egen kilde til alle aftensmåltider
- Adgang til te og kaffe med sødt, hele dagen på hotellet
- Alle udflugter
- Entrée
- Uge-lang forkælelse med lækre overraskelser
- Drikkepenge, hvor gruppen optræder samlet
- Lokale by og hotel skatter (ca. 2€ pr. pers/nat)
- Turhjælper fra Bridge Søllerød
- Dansktalende rejseguide
- Gebyr til Rejsegarantifonden, medlems nr. 3176
Prisen inkluderer ikke:
Rejse- og afbestillingsforsikring. Drikkevarer, som ikke er beskrevet i programmet.
Kontakt og tilmelding
Ellen Fænøe, Telefon +45 4040 9881. Email: ellen.faenoee@gmail.com
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Der tages forbehold for ændringer i valutakurser, skatter, moms og afgifter. TourCathare er medlem af Rejsegarantifonden, medlems nr. 3176
